Den 4. september 2018 holdt vi standernedhaling i Sejlklubben.

Morten bød velkommen til et flot fremmøde i et vejr, hvor man skulle arbejde lidt for at holde varmen.

Vi har anskaffet 7 nyere optimistjoller og udskiftet en følgebåd, som ikke kunne repareres samt anskaffet en J/80. Det vil give mindre behov for vedligeholdelse og udvidede muligheder for undervisning. Hvis vi får ekstern støtte, er det planen at indkøbe endnu en J/80.

Den ene IF’er og en Contender er sat til salg. Interesserede kan henvende sig.

Der har været afholdt tre matchracestævner, som desværre har haft færre deltagere end normalt. Vi arbejder på at stable et undervisningstilbud på benene, som tænkes at ligge mellem duelighedsundervisning og kapsejlads/matchrace.

Klubhuset er ved at blive malet. I den forbindelse er der udskiftet træ, der trængte til det. Vi har fået penge fra kommunen til arbejdet, så det er kun, hvad der skal laves oveni, Sejlklubben selv skal betale.

Kammeratskabspokalen til Flemming Barfod

Kammeratskabspokalen er givet til Flemming Barfod for et imponerende arbejde som intern revisor til gavn for Sejlklubben – og os alle.

Pokal for godt sømandskab: Jeppe og Nikolaj Borch, Amanda Uldal, William Rucolo og Nikolai Rasmussen

Pokalen for godt sømandskab er givet til et juniorteam bestående af Nikolaj og Jeppe Borch, Amanda Uldal, William Rucolo og Nikolai Rasmussen, som har haft nogle fantastiske resultater i det forgangne år.

Juniorafdelingen v. Signe:

Der har i år været en yderligere stigning i antallet af unge, der gerne vil lære at sejle. Der har været fuldt booket på hver af de hold, der er blevet undervist hhv. mandage og tirsdage.
Vi har haft sejlere med til stævner både lokalt og udenbys. Dejligt.
Juniorafdelingen tilbyder som noget nyt, at sejlerne kan deltage i et teoriforløb, hvor man lærer mere om at læse vejr og vind, trimme sejl og vedligeholde en båd.
De får også mulighed for at træne kæntringsøvelser i svømmehal, se og høre om sejleroplevelser fra erfarne sejlere.

Standernedhaling 2018 pokaler og udmærkelser

Juniorpokalen gik til Ida Skovdal Kejser og Thora Kjærsgaard

Juniorpokalen er gået til Ida og Thora for en flot indsats af nye unge sejlere.

Kapsejladsudvalget v. Normann:

2018 har budt på en fantastisk kapsejladssæson hvor vi stort set hver aften har haft god vind og har kunnet sejle i korte bukser.
Vi har gennemført 15 onsdagskapsejladser med efterfølgende smørrebrød, søforklaringer og præmieoverrækkelse.
Kapsejladserne er afholdt i samarbejde med Veddelev Strands Bådelaug, og hvor besætningerne på skift har afviklet start og måltagning. Vi kan takke Ole “Peace” for tjansen som trofast bådfører for vores dommerbåd Livie.
Endelig har vi afviklet den traditionsrige afriggersejlads, hvor bådene sejler med “harestart”, dvs. individuelt start ud fra handicap – den langsomste båd først og hurtigste sidst. Første båd i mål er derfor vinder.
Vi håber i 2019 at få flere turbåde med og vil forsøge at introducere nye sejlere til vores fornøjelige aftendyster.
Vi har tildelt flidspokalen for onsdagssejladserne til Mogens Andersen (Karoline) for en flot deltagelse – også i år.

 

Jubilarer v. Lone:

Jubilarer: Elo Chr. Olsen, Arne Kemp, Erik Holm, Claus Rossing, Anna Laurent Christensen

Jubilarer: Elo Chr. Olsen, Arne Kemp, Erik Holm, Claus Rossing, Anna Laurent Christensen

Elo Chr. Olsen 60 år.
Arne Kemp 60 år.
Erik Holm 40 år.
Claus Rossing 25 år.
Anna Laurent Christensen 25 år.

Jubilarerne fik tildelt jubilæumsnåle. De har alle sejlet det meste af livet og ydet en kæmpe indsats for Sejlklubben. Godt gået.

Standeren blev fløjtet ned med lidt besvær og en vinterstander blev sat. Den er ikke køn!! Der bliver anskaffet en ny.

Efter standernedhalingen havde Sejlklubben inviteret på frokost. Vi var 50 – 60 medlemmer, som nød god mad og hyggeligt samvær.

Sejlerhilsen

Lone